Skip to main content
Image
Udsigt fra hotel The View
Hoteller

3 skønne hoteller på Færøerne

Uanset om I vil fejre et flot virksomhedsresultat eller planlægger en bestyrelsesrejse med ro, refleksion og storslået natur, byder Færøerne på et overraskende bredt udvalg af skønne ophold til både større og mindre grupper. Se tre af dem her.  

  • Image
    Havgrím boutique hotel på Færøerne
  • Image
    Havgrím boutique hotel på Færøerne
  • Image
    Havgrím boutique hotel på Færøerne

Sæt tankerne fri i Færøernes fortryllende natur

Færøerne er et lille land, men det er ikke nogen begrænsning, når det kommer til hvor mange eller hvordan, I gerne vil rejse. Tværtimod. Her er tre forslag, der viser bredden af muligheder i vores smukke broderland.

Ikonisk boutique-hotel midt i Tórshavn

Havgrim Seaside Hotel 1948 har til huse i en af de mest velkendte og ikoniske bygninger i Tórshavn, en pragtfuld, modernistisk villa – og nyligt ombygget kommandørbolig – med stilfuldt interiør og 14 skønne værelser. Det hele ligger fredfyldt helt ude ved klippekysten, men samtidig i kort gåafstand til Tórshavns gamle bydel og havn.  

Her kan I vågne op med udsigt over bølgerne og klippeøen Eystfalssker, mens skibene sejler forbi og fårene græsser på en fold ved siden af hotellet, som også har en bar og terrasse med flot udsigt. Det er muligt at leje hele Havgrim Seaside Hotel 1948 og hotellet har også en skøn café med tilhørende mødefaciliteter ved Tórshavn stemningsfulde havnefront, der ligger tæt på.   

Lige ved siden af hotellet finder I også Nordlyset, en historisk, tomastet skonnert, som står klar til at stævne ud mellem øerne og endda tilbyder enestående dykkerture i det færøske farvand. Det er ikke uden grund, at Havgrim Seaside Hotel 1948 var at finde på listen over ”De bedste steder at bo i 2019” i avisen Financial Times.

  • Image
    The View Hotel Færøerne
  • Image
    The View Hotel Færøerne
  • Image
    The View Hotel Færøerne
  • Image
    The View Hotel Færøerne

Bygdeliv og storslået natur i Bøur

I den vestlige del af Færøerne, på øen Vágar, finder I den maleriske bygde Bøur og det lille hotel Útsýnið, også kaldet The View, hvor man bor i rustikke, men komfortable hytter med udsigt til den store Sørvagsfjørdur-fjord. Det er et enestående sted, hvor I virkelig mærker roen og kommer helt tæt på den færøske sjæl og levevis.  

The View er et af de steder, hvor tid og rum ophører – her kan man bruge timer på at nyde udsigten og stilheden, mens havgusen ruller forbi over de frodige bjergsider. I kan møde de lokale, tage på bådture og fisketure, dyrke yoga på stranden, udforske øen til fods – det berømte Gásadalur-vandfald er ikke langt væk – og holde møder i det charmerende pakhus i Bøur. The View er med andre ord en unik mulighed for små grupper - og det hjælpsomme værtspar Anita og Tróndur sørger for god komfort og service hele vejen.    

  • Image
    Hotel Hilton reception Færøerne
  • Image
    Hotel Hilton restaurant Færøerne
  • Image
    Hotel Hilton shop Færøerne

Hilton – Færøernes første internationale hotel

2020 blev året, hvor Færøerne kunne åbne dørene for sit første internationale hotel - Hilton Garden Inn Faroe Islands 4*. Det moderne, arkitekttegnede hotel kombinerer nordisk luksus og moderne komfort med klare referencer til Færøernes historie og traditionelle arkitektur med bl.a. sorte træflader og græstag.

Hilton Garden Inn Faroe Islands 4* byder på 130 værelser, sauna, fitness, spa, restaurant, bar og moderne, multifunktionelle mødefaciliteter med højhastighedsinternet og plads til 286 deltagere. Foruden panoramaudsigt over de fredfyldte omgivelser omkring Tórshavn og kun 10 minutters gang til havnefronten og den gamle bydel.   

Image
Jens Christian Jensen, Projektmanager hos Nyhavn Erhvervs- og Grupperejser

Ring til Jens Christian

Ring til Jens Christian og hør mere om, hvordan vi kan skræddersy en rejse til jer.

33 18 84 34